Efter sommeren 2018, der var den længste tørkeperiode i mands og kvindes minde, knaser det under vores fødder, da vi går ud på Aaby Mose mellem hedelyng og revlingebuske.
Det er ikke nødvendigt med gummistøvler, for mosen er tør. Alt, alt for tør. Men det skal blive løgn. En sund og vital højmose bør være de våde sokkers terræn.
”Aaby Mose skal genoprettes, og det skal blandt andet ske ved at anlægge en tre en halv kilometer lang vandtæt bræmme langs østsiden af mosen, så grøfterne i nabolaget ikke længere kan lede vand væk fra mosefladen”, siger Niels Dahlin Lisborg, der er driftsleder og tilsynsførende i Aage V. Jensen Naturfond, som erhvervede Aaby Mose i februar 2018.
Hold på de himmelske dråber
”Klokken er 5 minutter i 12 for naturen i Aaby Mose, der de senere årtier er blevet så tør, at væksten af sphagnummosser er gået i stå. Vand fra nedbøren er nøglen til selve livet i en højmose, så øvelsen går ud på at holde på det regnvand, der gennem året falder over mosen. Hvis vi kan forhindre nedbøren i at løbe ud af området, kan vi vække den slumrende højmose til live. Om alt går vel, vil jeg tro, at vi næste år kan opleve en mere våd Aaby Mose, end vi har set i 20 år. Og de efterfølgende år vil vi så forhåbentlig se, at sphagnummosserne igen får fat og bygger højmosen op”, siger Niels Dahlin Lisborg.
En lang række trærydninger er allerede sat i værk i kampen for større landskabelig åbenhed. Bjergfyr og birk skal ud af højmosens flade. Og i nabolaget skal der ryddes nåletræer som for eksempel de nordamerikanske sitkagraner, der ikke hører naturligt hjemme i den danske natur.
Med venlig millionhilsen fra EU
Aaby Mose ligger i Jammerbugt Kommune, der er plejemyndighed og ansvarlig for udmøntningen af Natura 2000-handleplanerne for det fredede område.
Kommunen har fået 10 millioner kroner fra EU’s LIFE-midler, der skal give højmosen et naturmæssigt løft.
”HedeDanmark skal udføre det praktiske arbejde med at bygge en membran i udkanten af højmosen og en dæmning, så der hydrologisk set kommer en klar adskillelse mellem den våde højmose og nabolagets dyrkede, drænede landbrugsområder”, siger biolog og projektleder for Aaby Mose Marianne Lindhardt fra Vand og Natur i Jammerbugt Kommune.
”Vejret dette efterår og den kommende vinter vil afgøre, hvornår gravearbejdet begynder, og dæmningsbyggerierne bliver færdige. Måske bliver det store ryk i projektet først taget i løbet af foråret 2019. Terrænet tæt på mosen skal være så tørt, at maskinerne kan grave uden at køre fast, før højmosen igen kan blive våd”, siger Marianne Lindhardt.
En landskabelig rest af storhed
Biolog Niels Riis fra konsulentfirmaet Natur Rådgivningen A/S har projekteret opgaven med at hæve vandstanden og højne naturkvaliteten i Aaby Mose.
Han kalder mosen tæt på Aabybro for den næststørste oprindelige højmose i Danmark. Ganske vist er den kun en beskeden levning fra tidligere tiders landskabelige storhed i den vidtstrakte Store Vildmose, men i dagens kultiverede danske landskab fremstår Aaby Mose som en slumrende kæmpe, der kan vækkes med vand.
”Sphagnummosserne i Aaby Mose er lige nu tørre, men der er levende planter i mosserne, og de kan bringes til at vokse og bygge op, bare der permanent kommer vand på”, siger biologen.
”Jeg vil tro, at der i takt med en stigende vandstand i løbet af de næste 5-10 år vil udvikle sig et klassisk højmoseterræn med våde lavninger, høljer, hvor der vokser soldug, kæruld og andre vandkrævende planter, mens der på de mere tørre tuer er godt med hedelyng, klokkelyng, tranebær og multebær. Højmosefladen vil da forhåbentlig være fri for træer, fordi vandet står så højt, at selv birketræer får svært ved at vokse”, siger Niels Riis.
Naturpotentialet skal slippes fri
Næst efter Lille Vildmose er Aaby Mose og Holmegårds Mose på Sydsjælland de største højmoser med et rigt naturpotentiale i Danmark.
”Tofte Mose i Lille Vildmose er unik, fordi den i særklasse er den største og bedst bevarede atlantiske højmose i Nordvesteuropa. De fleste højmoser i lavland er drænede og kultiverede, som det også er tilfældet med Store Vildmose, der siden 1920’erne er blevet til landbrugsland præget af kartoffelavl og kreaturgræsning”, siger Niels Riis.
Kølighed og regn, om vi må bede
Den atlantiske højmose, som findes i Danmark, Polen, Tyskland, Holland, Irland og Storbritannien, er karakteriseret ved sine åbne landskabsflader uden træer. De baltiske højmoser er rigere på træer.
”Forskellen skal søges i klima og nedbør. Det atlantiske vejrlig byder på mere nedbør og større kølighed sammenlignet med det tørre og sommervarme kontinentale klima mod øst i Europa. Kølige, regnfulde somre er vand og nyt liv til sphagnummosserne og dermed højmosernes vitalitet og vokseværk”, siger biologen i Natur Rådgivningen.