Ny driftsleder i Østdanmark:

Fokus på forvaltning og aktivering af viden

Ida O. Marquardtsen er ansat til at forvalte naturen i de 6 østligste af de 31 danske ejendomme, som Aage V. Jensen Naturfond ejer og driver til naturens bedste. Og så skal hun formidle forskningsresultater til brug i praksis.

Af Jan Skriver

Hun kender forretningsgangen på hovedkontoret i Kampmannsgade, for i 2022-2023 havde hun en tid som studentermedhjælper i Aage V. Jensen Naturfond. Derfor er hun dus med Naturfondens visioner for en rigere natur i Danmark. I tilgift kender hun den egn, hvis naturudvikling og artsrigdom hun fra april 2024 er sat i spidsen for på Naturfondens ejendomme i Østdanmark.
Ida O. Marquardtsen er ny driftsleder i Aage V. Jensen Naturfond, hvor hun skal forvalte de østdanske ejendomme med fokus på naturgenopretning og øget biodiversitet.

Ansvar for 6 ejendomme i øst
Hun er opvokset på en gård med økologisk drift i det sydsjællandske, så det frodige østdanske landskab med en mosaik af løvskove, søer, lavvandet kystnatur og småøer er en del af hendes hjemmebane.
Nu skal hun så være naturforvalter på de østligste 6 af de 31 naturområder, som Aage V. Jensen Naturfond ejer og driver med fuld fokus på naturens bevarelse og de vilde dyrs beskyttelse.

Mere vand i skov og på mark
”Det bliver spændende at tage aktivt del i de ændringer af landskabsbilledet, der er sat i gang i og omkring Søholt Storskov på Lolland, som bliver en af mine større arbejdsopgaver. Med naturlig hydrologi kommer der mere vand både i det åbne land og i skovene. Jeg glæder mig til at komme i dialog med naboer og myndigheder om den fremtidige udvikling af Søholt Storskov, og til at formidle hensigterne med indsatserne, som er i gang for at få et større naturindhold. Men jeg ser også frem til at arbejde med biodiversitet og naturgenopretning på Rågø, Kallø Grå, Bjerget, Vaserne og Kåsegård på Bornholm”, siger Ida O. Marquardtsen, der i 2018 blev uddannet skov- og landskabsingeniør fra Københavns Universitet.
De efterfølgende år var hun ansat i Naturstyrelsen, blandt andet som naturskovfoged i Naturstyrelsen Storstrøm.
Herefter trak nysgerrigheden Ida O. Marquardtsen til universitetets verden, og hun tog en kandidat i nature management på Københavns Universitet. Det var sideløbende med sin kandidatuddannelse, at hun var i Kampmannsgade hos Aage V. Jensen Naturfond. Derefter blev hun ansat som fuldmægtig i Naturstyrelsen Midtsjælland.
Med sin ansættelse i naturfonden vil Ida O. Marquardtsen have base i Kampmannsgade 1 og derfra få sin gang på ejendommene med drift, opsyn, nabosamarbejde og formidling som opgaver.

Forskerviden skal aktiveres
En ny arbejdsopgave venter Naturfondens nye naturforvalter. Hun skal sikre at relevant ny dansk og international forskning indenfor biodiversitet, miljø og dyreliv aktiveres i den daglige forvaltning af Naturfondens ejendomme. Naturfonden arbejder evidensbaseret og vil med dette fokus arbejde systematisk med afdækning og aktivering af viden.
Et eksempel: Et forskerhold har undersøgt, hvad heste som naturplejere i skovområder betyder for biodiversiteten, og hvad der skal til for at hestene bedst muligt tilgodeser artsrigdommen i skoven. Det har forskerne skrevet en lang rapport om, der er spækket med fagudtryk.
Idas opgave er at aktivere konklusionerne fra rapporten og understøtte at teoretisk viden on natur og biodiversitet føres ud i praksis.

”Jeg kommer til at bruge en del tid på opgaven med at udtrække essensen af de nyeste forskningsresultater og anvendt praksis, som vi løbende modtager i form af rapporter, tidsskrifter og artikler. Derudover skal jeg også have fundet en metode, hvormed jeg aktivt kan opsøge de nyeste forskningsresultater indenfor de emner, vi har brug for i Naturfonden. Og så skal vi have opbygget et system, så mine kollegaer let kan finde den nyeste viden inden for relevante emner, som de arbejder med”, siger Ida O. Marquardtsen.

Har hjemme i naturen
Natur, miljø og livet i det fri er og bliver omdrejningspunkterne i den ny driftsleders liv både arbejdsmæssigt og privat.
Hun har været naturnysgerrig lige fra sin første tid i skovbørnehaven Svend Gønge. Trin for trin, art for art har hun bygget på af viden om mangfoldigheden derude.
”Jeg har nørdet lidt i sommerfugle og humlebier og læst op på myrer, danske træarter og vores lands flora. Jeg er ikke ekspert indenfor en særlig disciplin eller dyregruppe. Det er eventyret og forskelligheden i naturen, jeg holder af. Og så er jeg glad for at vandre. Helst langt. Jeg har vandret i Albanien, Kosovo og Montenegro. Desuden flere af de klassiske steder på Island og i Sverige. Her er naturen en anden, og det er inspirerede”, siger Ida O. Marquardtsen, som glæder sig til at starte i sin nye stilling hos Naturfonden.